Virksomhedsbeskrivelse

PE-Redskabers historie

Produktionen af gymnastikredskaber startede ved en tilfældighed i 1990, da Ribe Rep.hold skulle bruge en plest til rejsebrug. Preben er uddannet landmand og har altid dyrket gymnastik og spring. Han og nogle venner producerede en rejse-plest til deres gymnastikhold og efter flere forespørgsler på et lignende produkt, producerede Preben efterfølgende disse alene, da vennerne ikke længere havde tid.

PE-Redskaber blev etableret 1. februar 1993 på Prebens fædrene gård i Harreby. Navnet på virksomheden er baseret på Prebens forbogstaver i for- og efternavn. I 1994 sagde Preben sit arbejde op for at arbejde på en ordre på transportvogne til redskaber til Landsstævnet i Svendborg samme år. Den første medarbejder blev ansat i 1996 og i 2002 flyttede PE-Redskaber til Fole. I år 2000 blev virksomheden lavet om til et aktieselskab og ejes i dag 100% af Harreby Holding, som igen ejes 100% af Preben. PE-Redskaber har en professionel bestyrelse, som sammen med vores direktør varetager den overordnede og strategiske ledelse samt sikrer at vi er en stærk virksomhed i drift.

PE-Redskaber sælger varer til både det danske marked og til eksport, og vi har deltidssælgere i Sverige, Norge og England og forhandlere i blandt andet Portugal og Tyskland. PE-Redskaber har desuden hjemmesiderne Trampolincenter.dk, hvorfra vi sælger havetrampoliner og tilbehør i Danmark, og GlobalAirtrack.dk, hvorfra vi sælger Global Airtracks til privat- og foreningsbrug til hele verden. PE-Redskaber har udviklet PE RemoteCare, et online-servicesystem, som bruges til registrering af kunders gymnastikredskaber. Alle produkter kan registreres i dette system og systemet kan desuden bruges til at lægge budget for kunders køb og vedligehold af deres gymnastikredskaber.

Med Prebens motto for øje ønsker vi at være markedsledende: Det er ingen kunst at få en kunde; Det er en kunst at kunden kommer igen.